Værelserne

På Ungdomshøjskolen kan du vælge enten at bo på enkeltværelse eller sammen med en anden på et dobbeltværelse.

Værelset er dit mens du er her, og du kan selvfølgelig indrette det som du vil. Uanset hvor du bor på skolen, vil du skulle dele toilet og bad med én eller flere. Det er dermed også jeres opgave, i fællesskab, at holde det rent.

Tårnfløjen

Tårnfløjen er en hyggelig del af den “gamle” skole, og her finder du elevværelser. Fløjen er renoveret gennem tiden, men stemningen fra fortiden hænger stadig i væggene. Tårnfløjen har også sit eget køkken og opholdsrum tilknyttet hvor der kan hygges om aftenen. I Tårnfløjen er der fællesbad, der deles af alle elever i fløjen. I Tårnfløjen finder du både enkelt- og dobbeltværelser.

Vestfløjen

Vestfløjen er en relativ ny tilbygning til skolen, og her finder du elevværelser i to etager som vi kalder “Upstairs” og “Downstairs”. Her bor man overfor hinanden, og deler et badeværelse i midten. På begge etager finder du både enkelt- og dobbeltværelser.

Foto

De fede steder skaber sjælen!

Pejsestuen

Pejsestuen er et af vores fælles hyggeområder. Det er her vi spiller UNO og poker, jammer på guitaren, læser dagens avis eller ser aftenens afsnit af X-Factor. Det er også her vi har dybe samtaler, fokuseret undervisning og hyggelige café-aftener. Kort fortalt – skolens midtpunkt.

Globen

I Globen foregår de lidt mere aktive stunder. Her kan du spille bordtennis, pool, bordfodbold og dart, eller tage et skridt tilbage i tiden og nørde med Nintendo og Sega i vores 90’er-hjørne.

Grundtvigsalen

Grundtvigsalen er ungdomshøjskolens hjerte - opkaldt efter en mand med højskolen i sit hjerte. Det er her vi mødes hver morgen og synger, taler, lytter og starter vores dag i fællesskab. Det er også her vi afholder koncerter, fester og foredrag.

Spisestuen

Maden på Ungdomshøjskolen er lækker, og det er i spisestuen vi nyder den. Tre gange dagligt mødes vi herinde og deler et måltid i fællesskab. I forbindelse med både frokost og aftensmad gives vigtige meddelelser også herinde inden vi fortsætter dagen. Væggene i spisestuen prydes ofte af elevernes kunst.

Hallen aka. “The Jim”

I “The Jim”, foregår de fleste sportsrelaterede aktiviteter. Der spilles basket, fodbold, badminton, hockey – you name it. I forlængelse af hallen ligger vores fitnessområde, fyldt med remedier lige fra håndvægte til motionscykler. Der er ingen undskyldning mere – dit motionscenter befinder sig i dit hjem.

Fodboldbanen

Når vejret er til det, hopper vi ud på fodboldbanen og giver den gas. Vi spiller dog meget andet end fodbold, og området bliver også benyttet til andre aktiviteter end sport.

Torvet

Foran skolens indgang ligger Torvet der, især når temperaturen stiger, bliver flittigt brugt. Når springvandet er i gang, solen skinner fra en skyfri himmel og pladsen er fyldt med elever, emmer det af højskole. Vi laver bål, spiller guitar, synger sange og nyder livet. Det bliver ikke meget bedre.

Situationstegn

Jeg har haft nogle totale op- og nedture, fordi man kommer ud for så store omvæltninger, men som helhed har det været det hele værd.

Elev på Ungdomshøjskolen ved Ribe