Jeg havde hørt om flere unge der havde haft et helt igennem positivt og afklarende forløb på Ungdomshøjskolen ved Ribe. Efter en lang og svær periode med manglende mod på at starte på noget nyt, ønskede jeg inderligt for min søn, at han ville starte på et højskoleophold – netop her. Vi aftalte at tage på en uforpligtende rundvisning på Ungdomshøjskolen ved Ribe.
Det første møde med en lærer på skolen, gjorde udslaget for min søn. Usikkerhed og tilbageholdenhed blev mødt med forståelse og genkendt som helt naturligt – og fra det møde blev det klart for min søn, at her var der plads til at vove at vise mere af sig selv, plads til at udvikle sig og genvinde troen på sig selv og andre.
Med lærerens store empati, indsigt og vedholdenhed i kontakten, var det en stor tryghed for min søn, at han kunne få netop ham som kontaktperson og mentor. Læringsforløb blev gradueret og tilpasset min søns kompetencer og behov – langt mere end jeg havde turde håbe muligt.
Sparringssamtalerne han og den faste lærer har haft, skabte rum for udvikling og øget udholdenhed og selvstændighed. På grund af relationen til kontaktlæreren, ligesindede elever og hele skolens værdigrundlag og atmosfære, blev det det første forløb i flere år, min søn har gennemført ude blandt andre.
Som forælder på sidelinjen, har det været utroligt givende og trygt at blive lyttet til. Jeg har fået svar og sparring, hvis jeg har haft spørgsmål eller været usikker. Det samarbejde har givet mig klarhed og indsigt. Og det har betydet at jeg har kunnet “give slip” og bryde uhensigtsmæssige mønstre, hvilket igen har skabt en sundere relation mellem min søn og jeg.
Det har været dybt rørende at mærke det hjerteblod, den passionerede indsats og den ægte interesse i de unges trivsel og udvikling, som lærerne investerer i hver enkelt elev. Det var altafgørende for min søns gennemførelse og vækst under opholdet.
Jeg medgiver Højskolen mine varmeste anbefalinger – tusind tak til alle medarbejdere.
Kærlig hilsen Mor
Det handlede ganske enkelt om overlevelse. Vi havde en skoletræt teenager der ikke rigtig vidste hvad han ville, men han vidste hvad han ikke ville. Bl.a. ville han ikke på produktionsskole. Derudover hang jobbene for en ung ufaglært ikke på træerne.
Vi havde en god snak med ungdomsvejlederen som fortalte om de forskellige muligheder, tilbud og konsekvenser. Det var et godt afsæt til at træffe en beslutning om, hvorvidt et højskoleophold kunne være det rigtige valg til at overleve og samtidig udvikle sig som menneske. Efter en god snak med vores søn, gik vi i gang med at søge på nettet.
Rasmus fandt selv Ungdomshøjskolen ved Ribe og synes, det lød rigtig spændende at målgruppen var unge, der var outdoor aktiviteter, god natur og ungdomshøjskolen talte i det hele taget til ham. Så vi valgte at investere i vores søn og opholdet – og det er noget af det bedste, vi nogensinde har gjort. Ungdomshøjskolen har et godt tag på de unge samt attraktive undervisere der lever og ånder for højskolelivet og de unge.
Opholdet på UHR har betydet, at vores søn fik en tænkepause i andre omgivelser end hjemme hos os forældre. Det var her, han for alvor fattede interesse for naturen og udelivet. Samtidig blev kimen til hans erhvervsmæssige uddannelse lagt. Han opdagede, hvor meget han brænder for fysiske aktiviteter og lysten til at lære fra sig.
Hilsen mor