Dramatiske husmødre, der spytter vin i ansigterne på hinanden, vanvittige spil for en stor sum penge, overlevelse i den vilde natur og en ny metode til at finde kærlighed gemt bag en væg - lyder det ikke himmelsk?
I Realityklubben skal vi se det bedste og værste reality-tv, og vi får et indblik bag scenen. Hvad skal der rent faktisk til for at lave et realityshow? Hvordan får man folk til at opføre sig så tosset? Og til slut tager vi alt det, vi har lært og laver det ultimative realityshow: UHReality! /Mette
Klimakamp, dyrevelfærd, kropspositivitet, anti-racisme, LGBTQ+ rettigheder… Listen er endeløs! Men hvad brænder DU for? Hvad tror du på? Og hvad brænder du så meget for, at du vil bruge din tid på at fortælle andre om sagen?
Vi skal øve os i at gøre en forskel som aktivister, både i verden og på højskolen. Og bare rolig - man behøver ikke lænke sig selv fast til en bro for at være aktivist. /Mette
Podcasts er her, der og alle vegne, og der findes podcasts om ALT. Og det er heldigt, for så er der helt sikkert også noget, du godt kan lide!
I Lyttesalon har jeg fundet de bedste og mest spændende podcasts, som vi i fællesskab lytter til. Og vi kan sagtens lytte til din yndlingspodcast! / Mette
I mediefaget vil vi arbejde med film, foto og sociale medier.
Du vil arbejde på forskellige projekter indenfor disse, både på egen hånd men også sammen med de andre. I film vil vi både se og fremstille film, og få indblik i opgaverne både foran og bagved kameraet. I foto skal der laves photoshoots og vi vil arbejde med både vores mobiltelefoner men også DSLR kameraer. Vores film- og fotofærdigheder skal vi så bruge til sociale medier, hvor vi skal knække algoritmen og fremstille indhold til Insta, TikTok eller YouTube. /Bettina
Modefotografi er så meget mere, end bare at tage et billede af noget pænt tøj og tilbehør.
Vi skal udarbejde vilde koncepter til ekstraordinære photoshoots, arbejde med lysopsætning og billedredigering men også bruge tid på at fremstille og style de produkter, der skal vises frem. Du vil dermed få et indblik i arbejdet som både fotograf, model og designer. /Bettina
Vær med til at forevige røverhistorier og sjove anekdoter fra det forgangne semester, så de ikke bliver glemt. Vi vil i fællesskab opsætte en digital blå bog, og samle alle de bedste billeder og videoer fra efteråret ´24 /Bettina
Vil du gerne udarbejde din egen YouTube kanal, eller drømmer du om det søde liv som influencer? Her i faget skal vi skabe indhold til enten vores egne eller skolens sociale medier. Vi skal lære om og arbejde med algoritmen, så den hjælper os med at nå de mål, vi sætter os. Om det er foto, video eller lyd du vil arbejde med, er op til dig, men du får her muligheden for at dykke ned i og finpudse det, du gerne vil lægge vægt på i dine sociale medier. Husk at like & subscribe! /Bettina