Du spiser godt på Ungdomshøjskolen

Vores køkken

Vi er ret stolte af vores køkken her på højskolen. Faktisk kan vi med god samvittighed sige, at du her møder et sundt og lækkert køkken i verdensklasse.
Indbydende og velsmagende mad

I køkkenet på ungdomshøjskolen brænder vi for at lave alsidig, sund, velsmagende, farverig og indbydende mad. Vi kan ikke lide e-numre, så dem undgår vi så vidt muligt.

Masser af økologi

50 % af vores indkøb er økologiske. Vi går meget op i bæredygtighed, så vi vælger årstidens råvarer og køber kød lokalt, når der er mulighed for det. Madspild begrænser vi så meget som muligt.

Laver maden fra bunden

Vi laver så godt som alting fra bunden bl.a. alt bagværk – både brød og kager, ketchup, mayonnaise, remoulade, ristede løg, iskaffe, barley water, syltning og fermentering. Fermentering er en urgammel super sund konserveringsmetode. Når maden laves fra grunden bliver den sundere og bedre for både os og for klimaet.

Vi bruger naturen

Sankning: På Ungdomshøjskolen ved Ribe har vi naturen lige uden for døren, så her henter vi råvarer som for eksempel tang, mælkebøtter, brændenælder, skvalderkål, syrener, hyben, æbler, mirabeller og kveller – og hvad der ellers er tilgængeligt i årstiden – og bruger det i vores køkken.

Vegetar, allergi og højskolens madudvalg

Er du vegetar, allergiker eller andet, tager vi selvfølgelig hensyn til det.

Højskolens madudvalg er med til at sætte præg på køkkenet – og du kan give gode idéer til dem i ønskeboksen.

Har du fødselsdag må du gerne ønske dig noget særligt at spise.

Hyggelige måltider

Hovedmåltiderne serveres i højskolens spisesal mens mellemmåltiderne serveres i snack-hjørnet.
Vi kan lide at have tid til både at spise og snakke sammen, så derfor er vores hovedmåltider 45 minutter.

Når vi holder de store fester får vi flere retter og giver os god tid til at nyde festmaden sammen.

Alle kommer i køkkenet

Alle elever på højskolen kommer i køkkenet i forbindelse med køkkentjanserne. Det går på skift mellem kontaktgrupperne at hjælpe til med oprydning og opvask. Du kommer sikkert også forbi på et fag eller når du får lyst til at bage en kage – måske i en weekend.

Måltiderne på Ungdomshøjskolen ved Ribe

Morgenmad klokken 8:30
Består af te og kaffe, mælk og yoghurt, forskellige drys, hjemmebagt brød, smørbart, hjemmelavet syltetøj, ost, grønt og frugtfad. Vi har ofte hjemmelavet ingefærdrik og kombucha (en fermenteret drik),  juicer og smoothies og havregrød, overnight oats eller andet lækkert på morgenbordet.

Frokost klokken 12:30
En stor buffet med brød, pålæg, salater, spread og lune retter.

Eftermiddagssnack klokken 15:30
Er et mellemmåltid med te og kaffe og en lille snack til at komme igennem eftermiddagen på.

Aftensmad klokken 17:45
Varm – ofte grøn – mad og salater og evt. brød til. Der bliver serveret nyere, traditionelle og internationale retter.

Aftensnack klokken 21:00
Dagens sidste mellemmåltid med kaffe, te og en lille snack for hyggens skyld.

Weekenderne
Brunch klokken 10:00. Eftermiddagsservering 14:30. Aftensmad klokken 17:45. Aftensnack klokken 21:00.

 

Vi laver så godt som alting fra bunden, både brød og kager, ketchup, mayonnaise, remoulade, ristede løg, iskaffe, barley water, syltning og fermentering …